Fra tiggerstav til folkepension, en fortælling af Agner Bartholomæussen i Årsskrift 1995
Om vi så aldrig indfører nok så mange love og forordninger, kan man ikke afskaffe al sorg og elendighed, der er og har altid været mennesker, der er kommet i klemme i livets tilværelse, man har så længe som vor historie går tilbage forsøgt at mildne livet for vore fattige, syge og gamle medmennesker. I middelalderen var det kirken, der for en stor del, tog sig af fattigvæsenet, idet mange af de gaver som blev skænket til kirken, var med det formål, at det skulle gå til pleje af syge og fattige, men ellers var det ret almindeligt at fattigforsørgelsen foregik på den måde, at den der ej kunne klare sig selv, var henvist til at tigge, man gik fra gård til gård med tiggerposen og bad om en almisse, for os i dag en ydmygende måde at bjærge føden på, men set med datidens øjne, var det en almindelig del af tilværelsen at gamle, syge og fattige krøblinge vandrede rundt for at bjærge føden, så længe de overhovedet kunne holde sig på benene. Men særlig galt gik det efter reformationens gennemførelse, for da faldt det kirkelige fattigvæsen fra hinanden, og tiggerskaren steg over det ganske land, ja selv børn fra de var små gik omkring og tiggede, der kom mange gode forslag frem til at dæmme op både for den tiltagende fattigdom og tiggeri, for de midler man havde kom jo af frivillighedens vej, bl.a. den pengetavle der blev båret rundt i kirken. Man stammede reglerne op for det tiltagende tiggeri, ved at den stedlige øvrighed optegnede en liste over de personer, man anså for at være særligt trængende og forsynede dem med et særligt tegn, som gav dem ret til at tigge inden for et bestemt område. F.eks. et herred eller sogn. Man havde så samtidig hånd i hanke med, at det kun var dem der virkelig trængte, der fik tiggertegn, hvilket de altid skulle bære på sig, samtidig forbød man al udenbys tiggeri. Da enevælden blev indført her i 1660, fik vi en stærk centralmagt. Derfor forsøgte man også at reformere fattigvæsenet. Det resulterede i, at der kom en forordning i 1708, som dannede grundlag for vores fattigforsørgelse de næste hundrede år. Nyordningen havde vel til formål helt at afskaffe tiggeriet og yde en fattighjælp til enhver, der ikke selv kunne tjene til livets ophold. Den nye fattigforordning pålagde den stedlige præst, med 3 eller 4 af sognets bedste mænd, at forestå organiseringen af fattigvæsenet. Midlerne skulle frembringes ved at beboerne i sognet tegnede sig for en bestemt årlig ydelse, enten i penge, korn eller anden naturalier. Men ofte kneb det med at få disse lovede ydelser ind. Her måtte præsten appellere til folks samvittighed.
Resten kan læses i Årsskirft 1995 som kan købes på Arden Lokalhistoriske Forening og Arkiv til en formue af Kr. 10.00. Kom op på arkivet og se udvalget. Vi har mange forskellige historier om vores gamle kommune, i små hæfter til kr. 10,00.
Har du en historie som du mener skal bringes så kontakt os