Lokalhistorier

 

 

Fra tiggerstav til folkepension,
en fortælling af Agner Bartholomæussen i Årsskrift 1995

Om vi så aldrig indfører nok så mange love og forordninger, kan man ikke afskaffe al sorg og elendighed, der er og har altid været mennesker, der er kommet i klemme i livets tilværelse, man har så længe som vor historie går tilbage forsøgt at mildne livet for vore fattige, syge og gamle medmennesker. I middelalderen var det kirken, der for en stor del, tog sig af fattigvæsenet, idet mange af de gaver som blev skænket til kirken, var med det formål, at det skulle gå til pleje af syge og fattige, men ellers var det ret almindeligt at fattigforsørgelsen foregik på den måde, at den der ej kunne klare sig selv, var henvist til at tigge, man gik fra gård til gård med tiggerposen og bad om en almisse, for os i dag en ydmygende måde at bjærge føden på, men set med datidens øjne, var det en almindelig del af tilværelsen at gamle, syge og fattige krøblinge vandrede rundt for at bjærge føden, så længe de overhovedet kunne holde sig på benene.
Men særlig galt gik det efter reformationens gennemførelse, for da faldt det kirkelige fattigvæsen fra hinanden, og tiggerskaren steg over det ganske land, ja selv børn fra de var små gik omkring og tiggede, der kom mange gode forslag frem til at dæmme op både for den tiltagende fattigdom og tiggeri, for de midler man havde kom jo af frivillighedens vej, bl.a. den pengetavle der blev båret rundt i kirken. Man stammede reglerne op for det tiltagende tiggeri, ved at den stedlige øvrighed optegnede en liste over de personer, man anså for at være særligt trængende og forsynede dem med et særligt tegn, som gav dem ret til at tigge inden for et bestemt område. F.eks. et herred eller sogn. Man havde så samtidig hånd i hanke med, at det kun var dem der virkelig trængte, der fik tiggertegn, hvilket de altid skulle bære på sig, samtidig forbød man al udenbys tiggeri.
Da enevælden blev indført her i 1660, fik vi en stærk centralmagt. Derfor forsøgte man også at reformere fattigvæsenet. Det resulterede i, at der kom en forordning i 1708, som dannede grundlag for vores fattigforsørgelse de næste hundrede år. Nyordningen havde vel til formål helt at afskaffe tiggeriet og yde en fattighjælp til enhver, der ikke selv kunne tjene til livets ophold. Den nye fattigforordning pålagde den stedlige præst, med 3 eller 4 af sognets bedste mænd, at forestå organiseringen af fattigvæsenet. Midlerne skulle frembringes ved at beboerne i sognet tegnede sig for en bestemt årlig ydelse, enten i penge, korn eller anden naturalier. Men ofte kneb det med at få disse lovede ydelser ind. Her måtte præsten appellere til folks samvittighed,

Resten kan læses i Årsskirft 1995 som kan købes på Arden Lokalhistoriske Forening og Arkiv til en formue af Kr. 10.00.
Kom op på arkivet og se udvalget. Vi har mange forskellige historier om vores gamle kommune, i små hæfter til kr. 10,00.

Har du en historie som du mener skal bringes så kontakt os

Ingen maler nederlagets mænd

POSTED BY ADMIN ON 19/05/2020 IN BIOGRAFIERSOLDATEN | 167 VIEWS

En algegrøn mindesten er efter 168 år i glemmebogen dukket op på en kirkegård i Nordtyskland. Den er rejst for fire danske krigsfanger. En af dem er dragon Morten Jørgensen Aldahl, min tipoldefars bror, død som krigsfange i 1848 under Den 1. Slesvigske Krig. Stenen gik i glemmebogen i 167 år, men bliver nu istandsat.

Af Stefan Katic

Min tipoldefars bror Morten Jørgensen Aldahl (1825-1848) deltager som dragon i 1. Slesvigske Krig eller Treårskrigen 1848-50 som menig nummer 19, 3. eskadron, 5. Dragonregiment – og dør i krigens første år.

Maleri af Niels Simonsen: Episode af Slaget ved Slesvig. Illustration: Sønderborg Museum
Maleri af Niels Simonsen: Episode af Slaget ved Slesvig. Illustration: Sønderborg Museum

Hans navn figurerer som en af de 3.786 faldne [1] på dansk side i en oversigt udarbejdet af den danske kateket [2] Cohen. Hans kortfattede tekst oplyser, at Morten fanges ved Oversø (Oeversee) den 24. april 1848, og i september dør i krigsfangenskab i byen Stade – på dette tidspunkt en del af Kongedømmet Hannover. Hvor Morten bliver såret og fanget, ved vi ikke med sikkerhed.

Også bogen ”Tre slægter fra Rold” fra 1935 nævner kort, at Morten Jørgensen Aldahl dør som krigsfange i Hannover og tilføjer, at ”…en sten er rejst på den stedlige kirkegård”. Det må være Stade, men findes stenen endnu? Det må undersøges. Jeg sender derfor en mail til byarkivet i Stade, en hansestad knap 50 kilometer vest for Hamborg.

Fotografiet var endnu i sin spæde start, da Morten drog i krig i 1848. Der findes derfor intet billede af ham. Men her er den to år ældre bror Jakob Jørgensen, som levede indtil 1909.”
Fotografiet var endnu i sin spæde start, da Morten drog i krig i 1848. Der findes derfor intet billede af ham. Men her er den to år ældre bror Jakob Jørgensen, som levede indtil 1909.

Træskokarl og husmandssøn fra Rold Skov

Morten Jørgensen er bror til den to år ældre Jakob (foto, 1823-1909) og den 2 år yngre Jens Jørgensen (1827-1903), som skal blive min tipoldefar. Familien bor i Aldalen i Rold Skov. Her lever de af at dyrke småmarker og kålhaver – og snitte træsko. Fem par om dagen, syv på en god dag.

Morten Jørgensen Aldahl er træskomager ligesom sin far, Jacob Jørgensen Damborg. På den tid er familien langt fra de eneste i Rold Skov, der skærer bøgekævler til træsko. I en folketælling fra 1845 står ikke mindre end 17 mænd i de tre sogne omkring skoven opført som træskomagere.

Da Morten er seks år gammel, dør hans mor Ane Margrethe af en infektion efter en uheldig tandudtrækning. Faderen bliver enkemand, men der skal stadig sælges træsko. Undertiden tager han den 30 kilometer lange tur til Aalborg til fods med træsko på ryggen. Og mens far er væk, må de store søskende passe de små. Børnene går barfodede til et godt stykke ind i november.

Aldalhuset lå få hundrede meter fra Springkilden – en af de mange kilder, som skoven er kendt for og som plasker lystigt den dag i dag. Her har Morten og hans barfodede søskende givetvis leget.

Der er kun én eneste grund til, at Morten Jørgensen nogensinde kom til at se verden uden for Rold Skov. Værnepligten i 1847 gælder bønder og husmænd. Han er af bondestand, og skal derfor stille som soldat, da han i december 1847 bliver indkaldt. Året efter gør holstenerne oprør mod Danmark, som noget kompromisløst afviste ethvert ønske om større selvbestemmelse for Slesvig-Holsten og dermed også lagde bunden for en videre konflikt, som førte til 1. Slesvigske Krig 1848-50.

En fatalistisk tilgang

Der er næppe kommet en daglig avis ud til skomagerhuset i Rold Skov. Så mon ikke årsagen til krigen har været en noget abstrakt størrelse for en træskokarl og husmandssøn med få års skolegang?

Megen litteratur om Treårskrigen skriver om Ånden fra ’48 – den store patriotiske begejstring, der fejer hen over landet. Det er der skam også – blandt hovedstadens nationalromantiske studenter, som ivrigt melder sig som frivillige i krigen. For almuen på landet ser det anderledes ud. Den samtidige landeplage ”Dengang jeg drog afsted” (Peter Faber/Emil Horneman) er både kæk og nem at synge, men giver næppe noget dækkende billede af, hvad en menig dragon som Morten Jørgensen har tænkt. 

Krigen 1848-50 er beskrevet i mange militærhistoriske beretninger og illustreret som pompøse malerier med drabelige kampscener med krudtrøg og stejlende heste. Men klogere på hvad en menig bondesoldat som Morten Jørgensen Aldahl har tænkt om sin deltagelse i krigen, det bliver man ikke.

Litografi (Neuruppinertry) med motiv fra Treårskrigen 1848-50. ”Die Tannsche Freischaar im Kampfe mit den Dänen” – i dette tilfælde dragoner. Illustration: Sønderborg Museum

Det får man til gengæld i bogen ”Fædrelandskærlighed – i landsoldaters breve fra krigen 1848-51”: Nok gør de deres pligt for Kongen, men de identificerer sig ikke med krigen. Fatalistisk lægger de deres skæbne i Guds hænder og håber på at komme uskadte tilbage. Som en vestjysk husmandssøn og soldat skriver hjem:

”…jeg vil bede at det snart får en ende og en god ende til enhver kan komme hjem til sine; især de mænd som ligger i krigen, og deres kone og børn må græde de mange modige tårer for dem.”

Solbærbusken i Rold Skov

Rold Skov er smuk og solrig dagen efter et regnskyl og skovbunden er dækket af tykt mos. Denne sommer i 2019, fem slægtled senere, har jeg og min bror sat os for at finde stedet, hvor træskomagerhuset i Rold Skov stod.

Vi sammenligner skovvejens forløb med et gammel kort, hvor jordlodder, jordens bonitet og bygninger nøje er angivet. Ud over konturerne af noget, der ligner en sti op til huset, er her ingen spor at se. Og dog: En solbærbusk i granskoven tyder på, at der engang har ligget en have her.

Her tager Morten for 171 år siden afsked med familien. Hvilke tanker går gennem hans hoved, da han forlader Aldalen og går gennem skoven mod Tveden og Rold og videre den lange vej til fods eller måske med postvogn til Randers, hvor 5. Dragonregiment ligger? Tiden er urolig, men er han klar over, at han er i risiko for at skulle i krig? Han er ugift. Men er der en pige, som venter ham? 

Adelshærens vej ned til Aldalen. hvor Mortens barndomshjem, træskomagerhuset, lå til venstre inde i skoven. Foto: Stefan Katic
Adelshærens vej ned til Aldalen. hvor Mortens barndomshjem, træskomagerhuset, lå til højre inde i skoven. Foto: Stefan Katic

Fredeligere plet end denne stille sommerdag i Rold Skov finder man ikke. Og dog – for lige her krydser gammel og ny militærhistorie hinandens spor. 400 år tidligere gik Johan Rantzaus adelshær formodentligt forbi her, over vadestedet over Lindenborg Å og videre mod Grevens Fejde. ”Adelhærens vej 1534” oplyser en god slidt sten ved skovvejen ned til Aldalen.

Og går man over vadestedet, er der ikke langt til et stykke langt nyere dansk militærhistorie: Adgang forbudt – Militært område bekendtgør det gult/sorte skilt på et trådhegn mindre end en kilometer fra skrænten, hvor Aldalhuset lå. Her er Nordjyllands Museum ved at klargøre egnens store, nye turistattraktion, nemlig koldkrigsbunkens REGAN VEST, som i år skal åbne som Danskernes Koldkrigsmuseum. En atomsikret kommandocentral 60 meter under jorden med plads til regering og kongehus.

REGAN VEST er et par stenkast fra Mortens barndomshjem – men milevidt fra den militære virkelighed, den unge træskomager Morten Jørgensen kommer til at opleve, først på 5. Dragonregiments kaserne i Randers og siden i krigen i Slesvig-Holsten. Her får han tildelt en hest, en dragonsabel, en karabin (dvs. et kort og let gevær), en rød uniform og en hjelm med krummelurer – mon ikke husmandssønnen har ranket ryggen lidt? – og kaldenavnet Aldahl efter stedet, han kommer fra. En tradition inden for rytteriet, som har holdt sig til vores tid. Lønnen for en menig er 14 skilling om dagen.

Det var en anden tid. I de militære beretninger fra dengang bliver det nøje noteret, hvor mange estandarter – regimentsflag – man erobrer fra fjenden i kamp. [3] Og krigen 1848-50 benævnes Treårskrigen, men vintermånederne skal trækkes fra, for parterne holdt våbenhvile i kamphandlingerne vinteren over.

Træfning og tilfangetagelse ved Oversø

Præcis en måned efter krigens start bliver Morten og 50 andre danske soldater taget som krigsfanger ved Oversø/Oeversee syd for Flensborg. Træfningen er vel beskrevet i en række bøger om krigen 1848-50 – se litteraturliste efter artiklen – og i denne artikel på Dansk Militærhistorie Kampen ved Oversø. Derfor vil jeg her kun give et kort oprids af kampen ved Oversø den 24.april.

Den danske hær – 2. Jægerkorps støttet af 5. Dragonregiment – er på tilbagetog fra gårsdagens slag ved Slesvig by. Den danske hærledelse tror ikke, at fjenden følger med så langt nordpå, og forsømmer at sætte tilstrækkeligt med vagtposter ud. Mecklenborgske dragoner og hannoveransk infanteri og husarer overrasker bagtroppen og 50 mand falder i baghold og bliver fanget. Hvor Morten bliver såret og fanget, ved vi ikke. Men en stor del af dragonerne fra 3. eskadron – hans eskadron – er indkvarteret i landsbyen Jaruplund lidt nord for Oversø. Hannoveranerne tager derefter deres fanger med til Stade.

Dansk Dragon (center) med en Husar (til venstre) og Hestgardist (til højre). Kilde: Oberst Leschly

”Comitee til indsamling af deslige Bidrag”

Ifølge arkiver i byen Stade bliver 700 danske krigsfanger indkvarteret i byens kaserne, hvor de opholder sig indtil september 1848 – samme måned hvor Morten Jørgensen Aldahl dør, nemlig den 3. september 1848.

Alle kilder peger på, at fangerne bliver behandlet med værdighed og respekt. Frivillige og fanger med officersrang blev indkvarteret privat i byen efter at have givet deres officersæresord på ikke at ville rømme. Og borgerskabet i Stade inviterede tilmed de danske officerer til bal i foråret og sommeren 1848.

Derhjemme er de mange danske krigsfanger i Stade ikke glemt – tværtimod. Byens navn nævnes ofte i tidens aviser i forbindelse med de mange koncerter og indsamlinger, der arrangeres til fordel for de danske krigsfanger. Også Kong Frederik 7. bidrager. Avisen Fædrelandet skriver således den 10. juli 1848 (citat) ”Kongen bevillede af sin egen formue 1.000 rigsdaler til Krigsministeren for at uddeles til vores menige Krigsfanger i Stade og andre Steder.” og videre:

”Af Hr. Kammerjunker Bülow, Herredsfoged i Stevns Herred, er for Krigsministeriet anmeldt, at en Sum af 40 Rbd., indsamlet i Store Heddinge til de danske Krigsfanger i Stade, er bleven afgivet til den af Dhrr. Prof. Sommer og Unna dannede Comitee til indsamling af deslige Bidrag. Til aflevering til samme Comitee have vi modtaget 63 Rigsbankdaler, som ere indsamlede ved Præsteconventets Møde i Roeskilde den 6te ds.”

Også koncerter arrangeres til fordel for de danske krigsfanger syd for grænsen. Således skriver Fædrelandet den 20. juli 1848:

”Efter at en forening af Studerende og Konstnere med meget Bifald og Held havde givet en Concert til fordel for de danske Krigsfanger i Stade, havde de samme fædrelandsksindede unge Mænd besluttet at gjentage samme i Frederiksborg næstkommende Løverdag Aften den 22de….”

”Død af sprængning som følge af dumdristighed”

I slægtsbogen ”Tre slægter fra Rold” angives Morten Jørgensens dødsårsag med det noget kryptiske ”Død af sprængning som følge af dumdristighed”. Hvad dette dækker over, kan man kun gisne om. Avisen ”Stader Intelligenzblatt“ beretter om et stort fyrværkeri i Stade på netop denne dag [4], men om denne begivenhed har noget med hans død at gøre, står hen i det uvisse. Det kan være en tilfældighed.

Hvor længe gik der mon, før meddelelsen om Mortens død i krigsfangeskab nåede den lange vej til enkemanden Jacob Jørgensen Damborg og de små søskende hjemme i træskomagerhuset i dybt inde i Rold Skov?

Vi ved det ikke, for ikke et brev, ikke et foto, ikke så meget som en uniformsknap er efterladt efter Morten Jørgensen Aldahl. Til gengæld er hans dødsfald noteret i lægdsrullen og nedenunder er sirligt tilføjet ”Viborg 53 X 222.”  Det betyder, at den ledige hest og sadel efter Mortens død 4-5 uger senere blev besat med en værnepligtig fra Viborg amts 53. lægd, tilgangsrulle X, nr. 222. Viborg er naboamtet til Aalborg og den ny dragon hedder Jens Peter Sørensen og er født 1825 i Højslev sogn ved Skive. Det er ham, der gemmer sig bag lægdsbetegnelsen “Viborg 53 X 222”. Han overlever krigen. [5]

Mortens død og efterfølgerens nummer noteret i lægsrullen i 1848

Fire år efter hans dødsfald skiver flere aviser med udmærkede navne som ”Fædrelandet” og ”Flyveposten” den 11. december 1852 en fire år gammel nyhed:

”Disse brave Krigeres Lidelse og Død”

”I 1848 døde følgende danske Krigsfanger på Lazarethet i Stade:

Jørgen Jensen Østerled af 5te Dragonregiment, død dn 6te August; Lars Jensen Jerup af 3die Jægercorps, død den 9de August; Jørgen Andersen Brech af 5te Linieinfanteribatalion, død den 23de August; Morten Jørgensen Aldahl af 5te Dragonregiment, død den 3die September. [6]

De jordedes ved Siden af hinanden på Garnisonens Kirkegård udenfor Stade By, og Stedets Garnisonspræst tolkede ved hvers begravelse i Overværelse af den Afdødes Officer og Kammerater de Følelser, som maatte være i Alles Hjerte ved Tanken om disse brave Krigeres Lidelse og Død, fjernet fra Fædreland og Hjem.”

Stenen, der blev glemt i 167 år

En mindesten over de fire krigere rejses på Alter Garnisonfriedhof, betalt af en lokal (tysk) mæcen, af danske soldater og menige samt af kongens egne private midler til krigsfanger i Stade. 

Således skrev premierløjtnant Von Steenstrup:

”Undertegnede dannede dengang i forening med hr. major Bjerg en comitee til anvendelsen af den gave, som af hs. Maj. Kongen allernådigst tilstilledes krigsfangerne, og de understøttelser, som ved Dhrr. Professor Dr Sommers og Dr.Unnas utættelige Omsorg bleve vore trængende Krigsfanger tildeel. Jeg ønskede naturligviis af Comiteens Midler at bestride Omkostningerne til et Mindemærke på de Afdødes Grav, men deres Underofficerer og kammrater udbade sig at måtte skillinge sammen hertil, hvilket også skete, og vi modtog beløbet.”

Von Steenstrup, Præmierlieutnant.

Teksten på stenen lyder:

Jørgen Andersen Brech dansk Musketeer død i sit 28 Aar

Reist til Minde af samtidige Vaabenbrødre

Morten Jørgensen Aldahl dansk Dragon død i sit 23 Aar

Jørgen Jensen Østerled dansk Dragon død i sit 23 Aar

De døde som danske Krigere i Stade i Aaret 1848

I 1880’erne får en dansk officer, kaptajn V.E. Tychsen i opdrag at rejse rundt og registrere krigergravene i Danmark og udlandet. Stade står på hans liste, men af en eller anden grund glemmer han den mærkværdigvis. Selvom 700 danske krigsfanger er indkvarteret på en kaserne i byen.

Lars Jensen Hjærup dansk Kriger død i sit 26 Aar

Stenen forsvinder derfor i de næste 167 år den ud i glemslen. Bortset fra en sidebemærkning i en slægtsbog… [7]

Mindestenen genopdaget – nu bliver den renset

Trods tidens tand, verdenskrige og luftbombardementer findes stenen endnu på Alter Garnisonsfriedhof i Stade. Med venlig hjælp fra byens arkiv lykkedes det at finde mindestenen for dragon Morten Jørgensen Aldahl og de tre øvrige danske krigsfanger, der endte deres dage i Stade.

mindestenen for dragon Morten Jørgensen Aldahl og de tre øvrige danske krigsfanger, der endte deres dage i Stade.
Mindestenen for dragon Morten Jørgensen Aldahl og de tre øvrige danske krigsfanger. Foto: Oberst Ole Köppen

Stenen i Stade er godt algebegroet, men nu sættes den i stand. Forsvarskommandoens Krigergravstilsyn vil nu få stenen renset og nok også få anbragt en lille tavle, der forklarer historien bag stenen.

Jeg er glad for, at stenen for de fire danske krigere i Stade nu renoveres – og så tilmed i 100-året for Sønderjyllands genforening. Den fortæller nemlig også historien om, at konflikter i Europa for ikke så længe siden blev afgjort på slagmarken og ikke ved forhandlingsbordet eller i EU.

Dragon Morten Jørgensen Aldahls navn nederst på stenen ”Dansk dragon, død i sit 23. år”
Dragon Morten Jørgensen Aldahls navn nederst på stenen ”Dansk dragon, død i sit 23. år”

Kilder:

Søren J.C. Frost: ”Fædrelandskærlighed – i landsoldaters breve fra krigen 1848-51?” (2008)

Oberst E. Leschly: ”Historisk Beretning om 5’ Dragonregiment” (1929)

J. Nørgaard: ”Tre slægter fra Rold” (1935)

Datidens aviser, Rigsarkivets artikeldatabase: http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis

Der kan findes mere om de danske krigsfanger i Statsarkivet i Stade (). Her ligger aktstykket NLA ST Dep. 10 Nr. 03154: Sammlung von Nachrichten, Urkundenabschriften, Oberlandgerichtsprotokollauszügen und Originaldokumenten aus verschiedenen Jahrhunderten. Enthält u.a.: Berichte über dänische Kriegsgefangene in Stade, 1784 – 1900.        

Det ved vi om de fire danske krigsmænd på stenen i Stade

  1. Menig ved 5. Infanteriregiment, 4. kompagni, nr. 141 Jørgen Andersen, født 15. marts 1823 i Roslev, Roslev sogn, Viborg amt, taget til fange ved Oversø 23. april 1848, død i Stade 23. august, begravet i Stade. Søn af bolsmand Anders Christensen Skovhus og Karen Marie Jørgensdatter. 

Hovedrullen for Viborg amt 1845, 10. lægd, nr. 13.

Cohen angiver kun regimentets navn. Den officielle tabsliste fra 5. Infanteriregiment opregner under 4. kompagni, nr. 141 Jørgen Andersen Roslev, der angiveligt faldt ved Schleswig den 23. april, og lægdsrullen fra Roslev sogn refererer samme tabsliste. Ingen af kilderne indeholder noget belæg for tilnavnet Brech, Breeh el.lign. Ifølge Cohen døde ingen andre danske soldater med navnet Jørgen Andersen i 1848.

Tjenestekarl i fødegården i 1845.

Cohen 1848/87: Jørgen Andersen Brech.

  1. Underjæger 3. Jægerkorps, 1. kompagni, nr. 121 Lars Jensen, født 22. september 1821 i Hjærup, Kerte sogn, Odense amt, konfirmeret 1836 i Kerte, såret ved Oversø 23. april 1848, taget til fange, død af nervefeber i Stade 9. august, begravet i Stade. Søn af husmand Jens Larsen og Johanne Nielsdatter.

Tjenestekarl i Melby, Kærum sogn i 1845.

Hovedrullen for Odense amt 1846, 89. lægd, nr. 352.

Cohen 1848/94: Lars Jensen Hjerup (Odense amt).

  1. Dragon ved 5. Dragonregiment, 3. eskadron, nr. 19 Morten Jørgensen, født 8. juni 1825 i Aldal, Rold sogn, Aalborg amt, såret ved Oversø 23. april 1848, taget til fange, død i Stade 5. september, begravet i Stade. Søn af husmand Jørgen Jacobsen Damborg og Anne Margrethe Mortensdatter.

Træskomager hjemme hos forældrene i Aldal i 1845.

Hovedrullen for Aalborg amt 1846, 59. lægd, nr. 17.

Cohen 1848/98: Morten Jørgensen Aldahl (Ringkøbing amt). (Ringkøbing er en fejlskrivning, Aalborg Amt er korrekt, Stefan Katic).

  1. Dragon ved 5. Dragonregiment, 1. eskadron, nr. 85 Jørgen Jensen, født 23. september 1824 i Østerled, Dronninglund sogn, Hjørring amt, konfirmeret 1841 i Dronninglund, taget til fange ved Oversø 24. april 1848, død af underlivsbetændelse i Stade 6. august, begr. i Stade. Søn af gårdmand Jens Madsen og Maren Larsdatter.

Tjenestekarl i Solholt, Dronninglund sogn i 1845.

Hovedrullen for Hjørring amt 1844, 59. lægd, nr. 402.

Cohen 1848/98: Jørgen Jensen Østerled (Hjørring amt).

(Venligst udarbejdet af bibliotekar Michael Bach, som bestyrer bloggen om danske krigsgrave 1848-50 og 1864) http://gravminder.blogspot.com/

Stor tak for hjælp med artiklen til bibliotekar Michael Bach og frivillige ved Rigsarkivets slægtsforskere og til Stadtarchiv Stade.

Tak til Museum Sønderborg for illustrationer.

[1] Tabstallet i 1848 er 533, i 1849 er det 1.381 og stiger så i 1850 til 1.872, i alt 3.786. Hermed er det samlede tabstab større end i 1864-krigen, hvor der er 2.978 faldne på dansk side.

[2] Lærer ved den jødiske skole i Odense.

[3] Oberst E. Leschly: ”Historisk Beretning om 5’ Dragonregiment” (1929).

[4] Arkivet i Stade

[5] Michael Bach

[6] Navnene på de fire danske fanger nævnt i artiklen fra 1852 findes også i Cohens oversigt over faldne i krigen 1848-50: (Ringkøbing Amt er en fejl) (sst = samme steds)

Menig 5. Reg. Jørgen Andersen Brech, fanget ved Oversø 23.4., død 23.8. i Stade, begr. sst. (48/87)

Underjæger 3. Jæg. 1-121 Lars Jensen Hjerup (Odense amt), såret ved Oversø 23.4., død af nervefeber 9.8. i Stade (48/94)

Dragon 5. Drag. 3-19 Morten Jørgensen Aldahl (Ringkøbing amt), såret ved Oversø, død 5.9. i Stade, begr. sst. (48/98)

Dragon 5. Drag. 1-85 Jørgen Jensen Østerled (Hjørring amt), fanget ved Oversø 24.4., død af underlivsbetændelse 6.8. i Stade, begr. sst. (48/98)

[7] J. Nørgaard: Tre slægter fra Rold (1935)

Læs mere:

Artiklens forfatter leder efter efterkommere af de tre øvrige krigsfanger nævnt på gravstenen i Stade. Han kan kontaktes på POSTED IN BIOGRAFIERSOLDATEN

Kampen ved Oversø

Stefan Katic: ”En mindesten for Morten Træskokarl”. Kronik i Kristeligt Dagblad, 2. september 2019 www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/en-mindesten-morten-traeskokarl

Rold Mølle

Her laa Rold Mølle 1848.

Rold lå her ved en af Jyllands mest befærdede veje, hvor mange rejsende gjorde ophold.

Hvis de skulle nordpå igennem Rold skov skulle det helst ske om dagen, da skoven var tilholdsted for alskens røvere og troldtøj, der ikke just blev mindre i folks fantasi og dens tids overtro. Da det var kongen, der ejede Rold  og dens omliggende herlighed deriblandt Rold vandmølle, havde an her en vis pligt til at sørge for hans embedsmænd på deres rejser. Det var derfor ikke uden grund, at kongen i 1592 udstedte åbent brev til Christen Kjeldsen i Rold om, at han indtil videre må være fri for ægt, arbejde, landgilde og anden tyngde af gården i Rold, da han bor på alfavej og besværes stærkt af gæsteri af kongens, lensmandens og andres folk.

Hvornår møllen er blevet anlagt vides af gode grunde ikke, da den allerede nævnes 1231 i Valdemars jordebog. 18.6.1584 gav kongen herredsfoged Søren Bloch i Storarden forleningsbrev på Rold Mølle. Heri hedder det, at den er nedbrændt og endnu ikke helt opført. Han skal have den uden afgift og være forpligtiget til a t gøre møllen færdig og holde den i stand. da hans søn Jens Sørensen Bloch efterfølger faderen i 1632, får han også Rold Mølle med.

Denne sætning står indhugget i en lille natursten i engdraget ved åen vest for Rold. Sammen med de sparsomme oplysninger, vi finder i gamle skrifter, er det alt, hvad der er tilbage af en vandmølle, som lå her, og som var en del af den livsnerve, der var med til at holde den daglige tilværelse i gang i det det lille landsbysamfund.

Møllens fæster er da Niels Christensen. Det går ham sikkert ikke alt for godt økonomisk, for han er blevet degnen i Storarden Laurs Mortensen skyldig 3 skp. rug i degnerenter for 3 år, desuden nogle æg, kager og ost for 2 år. men det var ikke kun fæsteren af møllen, der led under dårlige tider.

Møllens ejer Kronen var endnu dårligere stillet på grund af krigen med vor arvefjende svenskerne. Derfor pantsatte Kongen sit gods i Rold og deriblandt møllen til Mogens Friis til Faurskov den 18.9.1663.

22.8.1666 ses det af Magnus Jensens jordbog i Teglgaarden, at Rold Mølle var pantsat af Kongen til Søren Jensen, renteskriver i København, og igen af denne overdraget til Magnus Jensen. Der var virkelig dårlige tider for fæstelandbruget. Skatterne blev firedoblet i den sidste del af det syttende århundrede, ikke mindst på grund af den skønsmæssige matrikulering i 1664, hvor Rold Mølle står for mølleskyld 12 tdr. hartkorn, hvoraf ydes 24 tdr. mel.

Ved landmålingen 1682, der gik forud for den næste matrikulering, opgives jordtilligende til møllen at være 3½ td. land og 0,53 td. hartkorn.

Men da så 1688 matriklen kom, står hartkorn for avling til 1 skp 1fjdk og af maling 4 td 6 skp 1 fjdk 0 alb. Denne hartkorn størrelse forblv til møllens nedlæggelse i 1839 efter rentekammerets resolution af 28.8.1830. Ejeren var fra 1688 assessor Tyge Lasse, Myhlenberg, og mølleren er Jens Christensen.